I Himmelskibet forholder vi os til den nyeste forskning indenfor børns søvn - samt Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vores søvnpolitik er udarbejdet med udgangspunkt i ‘Center for børn og unges søvn’, med fokus på det enkelte barns søvnbehov.
Formål
Formålet med denne søvnpolitik er at skabe en fælles ramme og forståelse for børns søvn i vuggestuen. Søvn har en afgørende betydning for børns trivsel, udvikling og læring. Vi ønsker at sikre, at hvert barn får de bedste betingelser for god søvn - både i institutionen og derhjemme - gennem et tæt samarbejde mellem personale og forældre.
God vågentid giver bedre søvn
For at opnå god søvnkvalitet, er det væsentligt at vi ser på barnets søvnbehov fordelt over hele døgnet - og ikke kun på luren eller natten alene. For at barnet kan trives og udvikle sig optimalt, er det afgørende at det får den rette mængde søvn, og at balancen mellem søvn og vågentid tilpasses den enkelte.
I vuggestuen planlægger vi aktiviteter, så børnene har en god balance mellem aktiv vågentid og mulighed for ro og restitution. Vi sikrer børnenes eksponering for naturligt dagslys og bevægelse i løbet af dagen - og prioriterer udeleg, da det styrker døgnrytmen og søvnkvaliteten. Når børn er mentalt og fysisk stimulerede, opbygges et naturligt søvnpres, som hjælper barnet til at falde lettere i søvn og sove bedre.Vi tilpasser aktiviteter og sovetider efter barnets alder og behov, og vi er opmærksomme på tegn på træthed, såsom uro, tilbagetrækning eller gråd.
Anbefalet søvnbehov pr. døgn i forhold til barnets alder:
- 9-11 måneder: 12-15 timer (inkl. lure).
- 1-2 år: 11-14 timer (inkl. middagslur).
- 3-5 år: 10-13 timer (inkl. evt. lur).
Barnets rytme og søvnkvalitet
Barnets døgnrytme udvikles gradvist, og en stabil rytme er vigtig for en god søvnkvalitet. Derfor arbejder vuggestuen med/er vuggestuen særligt opmærksom på:
- Faste og genkendelige rutiner omkring lur og putning
- Ro før søvnen
- At putning foregår trygt og omsorgsfuldt
- Fast stå-op tidspunkt hver morgen - er en vigtig forudsætning for god søvn i institutionen
- At respekterer det enkelte barns rytme og behov
Vi drøfter jævnligt barnets rytme med forældrene, så vi i fællesskab kan understøtte en stabil søvnrytme både hjemme og i institutionen. I en periode skal barnet måske hjælpes tilbage i en sundere søvnrytme, hvilket indebærer nogle justeringer i forhold til tidspunkt og længde på luren i vuggestuen. I disse tilfælde vil vi altid være i tæt dialog med forældrene. Vores udgangspunkt er altid at børn er forskellige og har forskellige søvnbehov. Vores tilgang er, at alle har glæde af en velfungerende døgnrytme med forståelse for søvnbehov - og vågentid.
Det er helt normalt med udsving i barnets søvnrytme i perioder. De fleste børn oplever søvnproblemer i overgangsperioder, hvor barnet går fra 2 til 1 lur. Barnets rytme vil som oftest lande et fornuftigt sted helt naturligt, og derfor kan lidt tålmodighed i perioden være det bedste, frem for at regulere i søvnen.
De fleste børn oplever også forstyrret søvn i perioder, hvor de er påvirket af fx tandfrembrud, sygdom, institutionsstart og udvikling generelt. Dette kræver ikke store forandringer i barnets rytme og rutiner, men kalder nærmere på en opmærksomhed på at imødekomme barnets behov i en udfordrende periode.
Søvn - et fælles projekt
Vi ser søvn som et fælles ansvar mellem forældre og personale. Samarbejde mellem hjem og institution skaber de bedste forudsætninger for barnets søvn. Derfor opfordrer vi til åbenhed og dialog om søvnmønstre, udfordringer og ændringer i barnets rytme, så vi sammen kan finde løsninger, når søvnen er udfordret.
Har I spørgsmål til Himmelskibets søvnpolitik, er I velkommen til at kontakte personalet - eller er I nysgerrige efter mere viden omkring børns søvn, så kan I finde mere uddybende materiale på www.centerforsoevn.dk
Januar 2026