Henover et år, arbejder alle stuer med faste emner. Selvom emnerne er ens for alle, udfolder de sig på forskellig vis på de enkelte stuer. Personalet tager udgangspunkt i den aktuelle børnegruppe og tilpasser aktiviteterne til deres behov, interesser og kunnen. Undervejs har vi også vores traditioner, som indtænkes i emnerne og vores planlægning.
Vi oplever at arbejdet med emnerne inspirerer på tværs af hele institutionen, giver nye ideer og gode æstetiske oplevelser til både børn og voksne. De mange forskellige bud på, hvad emnerne kan indeholde beriger os alle. Vi nyder, når huset summer af aktivitet.
Emnerne tager hver især afsæt dele af Den styrkede læreplan og dennes tematikker.
Natur, udeliv og science
Fokus på læreplanstemaerne: Krop, sanser og bevægelse, Natur, udeliv og Science
Naturoplevelser i barndommen har både en følelsesmæssig, en kropslig, en social og en kognitiv dimension. Naturen er et rum, hvor børn kan eksperimentere og gøre sig de første erfaringer med naturvidenskabelige tanke- og analysemåder. Naturen er også et grundlag for at arbejde med bæredygtighed og samspillet mellem menneske, samfund og natur.
Vi er opmærksomme på vejret og de forandringer vejret medfører, vi mærker kulden, regnen, solen og vinden mod kinderne. At kaste sten eller pinde i vandet er science i børnehøjde. At erfare, at stenene laver ringe og synker til bunds, at lette grene flyder ovenpå, og at stifte bekendtskab med at vand altid løber ned, siver ned i jorden eller danner små søer, man kan pjaske i, er alt sammen science. Vi bruger naturen som læringsrum og taler om farver, former og tal Vi kigger på solen og læser om månen, taler om solsystemet, hvor vandet løber hen i Renden og de høje træer.
Vi er bevidste om mulighederne udendørs: både på vores egen legeplads, men også på ture. Vi ved, at naturen er den bedste ramme for at stimulere og motivere kroppen til bevægelse samtidig med, at sanserne bliver aktiveret. Skoven og uderummets lys, dufte, lyde, og mange farver stimulerer barnet hele tiden. Vi får hovedet ud af lod, når vi bukker os ned og ser en myre på tæt hold, kigger efter fugle, drejer os rundt efter en lyd, ruller ned af bakkerne og leger vilde kampe med bunker af blade. Kort sagt aktiveres vores hjerner, og vores kroppe motiveres til bevægelse.
Eventyr
Fokus på læreplanstemaerne: Alsidig personlig udvikling, Social udvikling, kultur, Æstetik og fællesskab, kommunikation og sprog
Når vi arbejder med eventyr, handler det ikke kun om at læse en historie for børnene, vi arbejder med historien på forskellige niveauer. Vi læser højt, taler om elementer i historien, ”spiller skuespil” og går ud i lokalområdet og undersøger artefakter der er aktuelle for historien. Det kan f.eks. være at en stue vælger at arbejde med Guldlok og de 3 bjørne, så taler de om størrelser, måler børnene, finder artefakter i forskellige størrelser, bager bamse boller, lav fine krøller i håret. Når vi arbejder med De tre Bukke Bruse, så er størrelsesforhold også relevant, vi går på tur og tramper på forskellige broer og lytter til hvordan det lyder, når broen er af træ eller beton, vi leger ”slåsleg”, leger med stemmerne og er opmærksomme på, hvordan det lyder vi når vi er små eller kæmpestore.
Vi taler om følelser, når eksempelvis vi læser om, at nogle kede af det, vrede, bange eller lykkelige. Vi taler om, hvordan det føles og hvordan vi ser ud, når vi oplever den enkelte følelse.
Hvem er jeg
Fokus på læreplanstemaerne: Alsidig personlig udvikling, Social udvikling, kultur, Æstetik og fællesskab
Vi arbejder med ”hvem er jeg” ud fra mig selv, i fællesskabet, i familien, ”mig” i verden. Hvor er vi ens og hvor adskiller vi os fra hinanden? Dette for at barnet får en forståelse for egen rolle i samfundet.
Den overordnede overskrift er at børnene opdager dem selv i forhold til omverden gennem pædagogiske tilrettelagte aktiviteter. Det handler bl.a. om demokratisk dannelse, om at opdage sig selv i forhold til vennerne på stuen, i hele Himmelskibet, hjemme i familien og i den store familie, i Danmark og i hele verden. Det arbejder vi med gennem aktiviteter som f.eks. at tegne kroppen, lave hånd/fodaftryk, kreere huse med billeder af familien, Beøsge hjemme og tage et billede af barnets hoveddør; Hvor bor jeg?, Hvor kommer jeg fra? Vi ser på verdenskort, taler om, hvordan vi ser ud, øver familienavne, taler om kroppens funktioner, læser bøger om kroppen, synger sange om temaet og meget mere. Alt sammen tilpasset børnenes alder og interesser.
Byg en By
Fokus på læreplanstemaerne: Alsidig personlig udvikling, social udvikling, kultur æstetik og fællesskab
Under temaet ”Byg en By” arbejder vi videre med at undersøge ”Hvem er jeg”. Vi udvider horisonten og vender blikket mere ud af. Hvor bor jeg, hvad er der i min by, vi kigger på lokalområdet, men bruger også fantasien til eksempelvis, at bygge vores egen by. Vi taler om butikkerne, kirken, skolen og rådhuset. Vi undersøger hvad slagteren mon laver og hvad tid står bageren op. Vi lader børnenes fantasi komme til udtryk, når de tegner eller bygger en by. Vi bygger små modeller af mælkekartoner eller og store modeller af papkasser. Vi har fokus på at modellerne skal kunne bruges til leg, så den skabende proces og legen supplerer hinanden.
Vi tager på ture i lokalområdet, lytter til byen, dufter til byen og tager måske på museum eller en tur til Rundetårn, hvor vi kigger ud over København.
Kroppen
Fokus på Læreplanstemaerne: Krop, sanser og bevægelse, Kultur, æstetik og fællesskab
Vores inde- og uderum rummer mulighed for at svinge vildt og få pulsen op eller sidde stille og udfordre finmotorikken. Indendørs tegner vi, bygger Lego, undersøger former og figurer, hygger med en ven i en krog, øver balancen på balancebaner, spiller musik på vores instrumenter, danser og meget andet. Udenfor cykler vi, gynger alene eller sammen i flok på ”edderkoppegyngen”, vi spiller fodbold eller hockey, laver sandkager, klatrer i tårnet, finder dyr under blade og grene, leger med vand, hopper i vandpytter og meget andet.
Vi tager på ture og løber op og ned ad bakker. Børnene lærer på mange områder, når kroppen bruges og udfordres. Vi mærker efter, når hjertet slår hårdt efter en løbetur, og når kroppen bliver tung sidst på dagen, og vi taler om, hvorfor vi gaber eller griner, når vi bliver kildet. Vi bygger baner og øver balancen, kravler op og hopper ned, vipper og øver kolbøtter.
Vi tror på, at børn og voksne skal være aktive sammen for at skabe det bedste læringsmiljø. Muskel-ledsansen påvirkes af massage, berøring, samt igennem aktiviteter, der styrker musklerne, fx skubbe, trække og løfte så barnet bedre kan mærke sig selv. Lege og aktiviteter planlægges og tager ofte afsæt i, at barnet lærer gennem kroppen og ved at være ude i naturen.